Den røde løber var rullet ud, og direktør Rane Willerslev åbnede Forskningens Aften på Nationalmuseet med ordene:
”Når forskningen har det godt, har Nationalmuseet det godt”.
Der foregår meget vigtig forskning på Nationalmuseet, og til Forskningens aften 2024 blev nogle af højdepunkterne fremlagt af fire udvalgte forskere.
Vores hemmelige og uønskede naboer, ROTTERNE, og deres indflydelse på opbygning af vort velfærdssamfund, var omdrejningspunktet for en af talerne. Vi hørte også engagerende foredrag om en enestående mumie i museets egen samling, spændende nyt om Jellingmonumentet, og vi kom en tur til Grønland og lærte om vigtige, nye fund fra de første inuitsamfund.
Og så hørte vi altså om rotterne, der før forpestede livet i byerne. De ødelagde, smittede og bed folk i storetåen. Men rotterne var også indirekte med til at skabe velfærdssamfundet, bl.a fordi de viste os behovet for kloakering og sundere boliger.
Det var tredje gang, at jeg kom med bag kulisserne i forberedelsen af talerne til Forskningens Aften. En ren fornøjelse- for det er en smuk og vigtig aften, som festligt hylder den forskning, der gør os klogere, og som flytter os fremad.